Blogindlæg

På togtur rundt i Tjekkiet - del 2:3

ANNONCE. Vi var så heldige at blive inviteret hele familien på en tur til Tjekkiet. En hel uge! Vi tog toget derned og var rundt og besøge fire forskellige byer. Her fortæller jeg om dag 3-5, hvor vi var i Český Krumlov og Tábor.

annonce: 

Fotos: Fotograf Mikkel Bækgaard

Dag 3: Český Krumlov

Næste dag gik turen videre til Český Krumlov. En virkelig romantisk perle af en by.

Vi blev indlogeret på det skønne Hotel Bellevue midt i den gamle bydel. Český Krumlov er noget mere turistet end České Budějovice, men den er også utrolig charmerende med brosten, gamle butiksfacader og farverige huse. Derfor forstår jeg godt, at turisterne kommer hertil i store flokke. I september, hvor vi var der, føltes det dog ikke alt for voldsomt.

Vi var heldige med vejret den dag, for planen var, at vi skulle ud at rafte gennem byen. Vi er ikke nogen særlig sporty familie, så flere af os var lidt nervøse.

Ti minutters kørsel uden for byen blev vi placeret i en firemandsgummibåd med hver vores pagaj. Herfra skulle vi sejle ad Moldau, som bugter sig næsten hele vejen rundt om byens historiske centrum.

Det mest nervepirrende var, at vi undervejs skulle gennem nogle smalle bådslisker ved stemmeværkerne. Det er nemlig ikke meningen, at man skal sejle direkte ned over de brusende fald. Vi startede da også med at sejle baglæns, men det lykkedes os at få vendt båden og komme rigtigt gennem den første sliske.

Først sejlede vi et langt stykke uden for byen, hvor vi efterhånden fik lært at padle nogenlunde i takt. Det var virkelig smukt at komme sejlende ind mod den gamle by og se slottet hæve sig over husene. Český Krumlov er en rigtig eventyrby.

Det tog os et par timer at sejle gennem byen og videre ud til en campingplads, hvor vi blev hentet og kørt tilbage. Det er sådan en oplevelse, vi virkelig kommer til at huske. Det begyndte lidt nervepirrende, men endte med at være vildt sjovt. Især når vi sejlede gennem bådsliskerne og blev godt våde.

Kød over åben ild

Når jeg spørger Albert, hvad det sjoveste ved turen var, nævner han noget andet, vi oplevede i Český Krumlov. Vi skulle nemlig spise på Restaurant Krčma Šatlava, som ligger i en gammel kælder midt i byen.

Da vi trådte ind, føltes det næsten, som om vi var havnet på en middelalderkro. Midt i restauranten stod kokken foran et stort ildsted og tilberedte kød over åben ild. Albert syntes, at han lignede en af de modige og meget robuste drageriddere fra Sådan træner du din drage, og jeg kunne godt se, hvad han mente.

Albert går lidt med en drøm om at blive kok en dag for tiden, så jeg tror, det var derfor, at han blev så fascneret af den drageridder-kok der.

Vi sad lige ved siden af ilden, så der var virkelig varmt. Først fik vi et stort fad med charcuteri og forskellige små retter. Derefter landede et enormt kødfad på bordet. Det var egentlig beregnet til to personer, men der var mere end nok til os alle fire – og lidt til.

Det var et af de steder, hvor både maden og omgivelserne blev en oplevelse. Og så smagte det virkelig godt.

Dag 4: Familiefoto fra gamle dage

Næste dag fortsatte vi vores tur rundt i Český Krumlov. Noget af det sjoveste var et besøg hos Fotoatelier Seidel.

Atelieret ligger i et gammelt hus, som fotografen Josef Seidel fik bygget i 1905. Her fotograferede han sammen med sin søn livet i byen og resten af Sydbøhmen.

I dag er huset et museum, hvor man blandt andet kan se gamle kameraer, glasplader, fotografier og det oprindelige mørkekammer. Det føles næsten, som om fotograferne lige har forladt stedet.

Men vi skulle ikke bare gå rundt og kigge. Vi skulle også selv fotograferes. Først blev vi klædt ud i dragter fra begyndelsen af 1900-tallet, og derefter blev vi stillet op til et rigtigt gammeldags familieportræt i atelieret. Det var ret sjovt at se os selv som en familie fra en helt anden tid. Og det blev en noget mere særlig souvenir end dem, man normalt slæber med hjem fra en ferie. Billederne er ikke færdigbehandlet endnu, men vi tog selv nogle fotos med vores eget kamera.

Bagefter gik vi op til byens store borg- og slotsanlæg, som ligger hævet over byen. På vej derop kom vi forbi bjørnegraven ved slottet. Her har man holdt bjørne siden 1500-tallet, og vi var så heldige at se to af dem.

Det var en ret vild oplevelse at stå og kigge på så store dyr midt i byen. Den ene bjørn badede i en lille pøl, mens den anden sad og spiste grøntsager. Vi blev selvfølgelig stående længe og kiggede.

Fra toppen af det farverige borgtårn kunne vi se ud over hele byen og Moldau, der bugter sig rundt om centrum. Heroppefra forstod man virkelig, hvorfor Český Krumlov ser så eventyrlig ud. De røde tage, de små huse og floden lignede næsten en modelby.

Dag 5: Videre til Tábor

Herefter tog vi toget videre til Tábor. Byen blev grundlagt i 1420 og var centrum for hussitterne, en religiøs bevægelse opkaldt efter reformatoren Jan Hus. Byen ligger højt på en bakke over floden Lužnice, og den gamle bydel består af små, krogede gader og historiske huse omkring et stort torv.


Vi boede på Hotel Nautilus midt på torvet i Tábor.

Vi skulle blandt andet på vandretur. Som sagt er vi ikke den mest sporty familie, så en vandring på syv kilometer kan godt lyde en lidt lang, når man fremlægger planen for børnene. Men den endte faktisk med at blive en rigtig god oplevelse.

Vi krydsede floden og gik ad smukke skovstier tæt ved vandet. Undervejs stod der plancher om områdets natur, og mellem træerne gemte der sig udskårne munke, troldmænd og andre skovvæsner. Og der var også en fin drikkestation ved en kilde, hvor der stod kopper en en sød lille frø af træ. Albert fik sig lige en lille slurk. Det skal han altid, når vi støder på en frisk kilde. Og så bliver vandet vurderet, og han synes altid, det er ekstra godt, når det er fra naturen.

Lidt efter halvvejs kom vi til en lille restaurant ved floden. Her holdt vi pause med øl til de voksne og sodavand til børnene. Det er en af de ting, jeg godt kan lide ved at gå langt: Følelsen af, at man virkelig har fortjent det, når man endelig sætter sig.

Tilbagevejen gik på den modsatte side af floden. Her gik vi mest på asfalt, hvilket måske var knap så smukt som skovstierne, men til gengæld lidt lettere for fødderne.

Under Tábors gader

Tábor gemmer ikke kun på oplevelser over jorden. Under den gamle bydel ligger et helt netværk af middelalderlige kældre og gange. De blev blandt andet brugt til opbevaring, men kunne også fungere som beskyttelse, når byen var truet.

Vi kom med på en guidet tur gennem en del af gangene. De var smalle og dunkle, og man mistede meget hurtigt fornemmelsen af, hvor man befandt sig. Vi gik rundt neden under de gader og huse, vi lige havde set oppe i byen, men jeg ville ikke have haft den fjerneste idé om, hvor vi skulle gå hen for at komme op igen.

Heldigvis havde guiden styr på vejen. Det er ikke et sted, man har lyst til at blive glemt, når den sidste rundvisning er slut.

Sødt museum

Bagefter besøgte vi Tábors chokolade- og marcipanmuseum. Her kunne vi følge kakaoens vej fra bønne til chokolade og se, hvad dygtige mennesker kan skabe af marcipan.

Og det var noget mere avanceret end de små marcipangrise, jeg kender fra julen. Der var både eventyrfigurer, kendte bygninger og en hel miniatureudgave af Tábor lavet af marcipan.

Man kan næsten ikke gå rundt blandt så meget chokolade og marcipan uden at få lyst til selv at smage. Heldigvis har museet også en butik. Vi fik købt en del chokolade med hjem. Albert nød at vælge sine egne stykker fra den fine montre og ned i en fin æske, som ekspedienten fyldte i.

Læs del 3 af blogindlægget, hvor vi er i Prag og på togtur hjem igen

Seneste blogindlæg

Af Line Hvid