Blogindlæg

På togtur rundt i Tjekkiet - del 1:3

ANNONCE. Vi var så heldige at blive inviteret hele familien på en tur til Tjekkiet. En hel uge! Vi tog toget derned og var rundt og besøge fire forskellige byer. Her fortæller jeg om dag 1-2, hvor vi var på 13 timers togrejse til først Prag og så videre til České Budějovice.

annonce: 

Fotos: Fotograf Mikkel Bækgaard og Line Hvid

Her i starten af september skulle jeg med min familie, Agnes på 15, Albert på 12 og min mand, Mikkel, på en spændende togrejse. For mig lyder en togtur superhyggelig. Det har sådan en lidt gammeldags klang over sig. Her er ro. Man skal ikke stresse over at køre i bil hele vejen, og man skal ikke sidde og vente en masse i lufthavnen. Man skal bare køre, mens landskabet suser forbi udenfor. Undervejs får man øje på små byer og sjove steder, man aldrig har set før.

Og sådan blev vores tur faktisk, synes jeg. Et lille eventyr. At jeg så var så heldig at være blevet inviteret, var jo bare ren luksus.

Der var lagt et helt særligt program for os, hvor vi skulle besøge fire byer: České Budějovice, Český Krumlov, Tábor og Prag. Byerne ligger kun omkring en til halvanden times togrejse fra hinanden, så det er nemt at komme rundt uden bil.

Vores tur var fuld af oplevelser. Og så er det værd at nævne allerede her i starten, at meget er billigt i Tjekkiet. Under halv pris af Danmark – i hvert fald når det gælder mad og drikke.

Dag 1: 13 timers togrejse

Rejsen startede med tog fra København til Prag klokken 6.20. Det er en helt ny, direkte strækning, hvor man kører med det tjekkiske togselskab České dráhy.

Det var en noget tidlig afgang, men vi klarede det. Vi havde væbnet os med snacks, kortspil, bøger, tablets og computere. Heldigvis fik vi et bord, hvor vi alle fire kunne sidde sammen. Turen til Prag ville tage omkring 11½ time, og derfra havde vi yderligere 1½ time til vores første by, České Budějovice. Det navn lærte jeg først nogenlunde at udtale, efter vi havde forladt byen.

Men altså, hvornår sidder man lige som familie sammen omkring et bord i 11½ time? Jeg tror faktisk, det er en oplevelse, vi alle vil huske længe. Det var ret hyggeligt. Vi fik snakket, læst, set tv-serier, kigget på telefoner og fulgt med i landskabet udenfor. Der skete hele tiden noget nyt.

Vi fik også tegnet lidt. Agnes og jeg forsøgte hver især at tegne Ryan Gosling, som vi begge er blevet ret store fans af efter "Project Hail Mary". Wauw, altså. Men altså. Det er svært at tegne så det ligner, selvom jeg forsøgte flere gange. Men pyt med, det ikke ligner ham ret meget. 

Vi havde masser af snacks med, men det er svært at medbringe nok mad til så mange timer. Heldigvis var der en spisevogn i den ene ende af toget. Her kunne man købe varme tjekkiske retter, sandwiches, tortillas, kager og god kaffe fra en rigtig espressomaskine. Det er noget, jeg sætter pris på.

Hvis der er plads, kan man også sidde og spise i spisevognen. Vi tog vores mad med tilbage til vores eget bord, som vi efter seks timers togrejse, da vi skulle have frokost, efterhånden følte os ret hjemme ved.


Det smukke torv i České Budějovice

Dag 2: České Budějovice

Den første by på turen var České Budějovice. Her blev vi indlogeret i en dejlig lejlighed midt i byen, hvor vi ankom ved 20-tiden.

Næste morgen gik turen ud til Hluboká-slottet, som ligger cirka 20 minutters kørsel uden for byen. Man kan også leje cykler og cykle derud, men vi blev kørt frem og tilbage.

Hluboká-slottet blev oprindeligt opført i 1200-tallet i gotisk stil og er siden blevet ændret efter skiftende tiders mode. I 1600-tallet blev det bygget om i barok stil, mens det fik sit nuværende nygotiske udseende i 1800-tallet.

Vi skulle på en guidet tur, og min datter Agnes er ikke superfan af guidede ture. Det har hun bare aldrig været. Jeg kan som regel rigtig godt lide dem, men jeg må indrømme, at den guide, vi havde den dag, var noget tør. Han fortalte meget faktuelt om hvert rum, vi gik ind i, men vi fik ikke meget mere end fakta. Ved hvert rum sagde han:

“You may now look around, and then you may continue.”

Hans ord blev sådan lidt catchphrase for os resten af ferien. Meget sjovt.

Slottet var til gengæld virkelig smukt og en stor oplevelse for os alle. Jeg elsker den slags slotte, hvor alt er gennemført ned til de mindste detaljer. Flere steder var lofterne beklædt med malet koskind, og der var smukke glaslysekroner, træpaneler, keramik og overdådige møbler. Der var så meget at gå rundt og suge til sig, at det ikke gjorde så meget, at guiden ikke fortalte særlig levende. Rummene gemte på deres egne historier. Jeg bliver bare så inspireret til min egen kreativitet af at kigge på smukke ting.

Park Hlubuká

I gåafstand fra slottet ligger Park Hluboká, hvor man blandt andet kan hoppe på hoppepuder, spille minigolf og klatre i træerne. Vi fik en dejlig frokost, inden børnene kom i klatreudstyret.

Parken er især velegnet til mindre børn med små soppebassiner, hoppepuder og klatrestativer. Men der er også klatrebaner og minigolf til de større børn. Klatrebanerne kommer ret højt op, og børnene skal selv kunne flytte deres karabinhager fra wire til wire, så det er en god idé at vælge bane efter barnets mod og erfaring.

Om aftenen spiste vi på Restaurant Solnice. Restauranten har forbindelse til sit eget mikrobryggeri, og øllet bliver ført gennem rør under gaden fra bryggeriet og direkte over til restauranten.

Her smagte vi den syltede pølse jemně pikantní utopenci. Et af børnene fik sin første schnitzel – dem kom de til at spise flere af i Tjekkiet – og Mikkel og jeg delte en stor svineskank, som er meget typisk for det tjekkiske køkken. Til dessert fik vi en lagkage, der mindede mig lidt om en Othellolagkage. Ikke dårligt. Maden i Tjekkiet er ret børnevenlig. I hvert fald i forhold til mine egne børn, der er til panerede ting som schnitzler, kød og kartofler. Portionerne er store. Så tit kan man bestille en ret og dele den to. Og når det så samtidig er over halv pris af danske priser, så kommer man langt med pengene.

Læs del 2 af blogindlægget, hvor vi er i Český Krumlov og Tábor

Seneste blogindlæg

Af Line Hvid