Blogindlæg

På sneglesafari over i Brugsen

sneglesafari
En tur i Brugsen bliver en spændende safari, når man tager en 4-årig med.

annonce: 

Noget af det bedste jeg kan gøre for mig selv, det er at tage min 4-årige datter, Agnes med, når jeg bare lige skal et smut i Brugsen. For mig handler det jo bare om at komme over og købe den liter mælk eller det toiletpapir, som vi er løbet tør for. For Agnes er det som om, vi skal på safari. Hvilke dyr og planter kan hun finde?

Kikkert og forstørrelsesglas

Hun må i hvert fald have en eller anden usynlig kikkert om halsen og et imaginært forstørrelsesglas i hånden. Der er nemlig ikke noget, der undgår hendes ravneblik. Jeg har mange sjove minder fra den slags safariture i hverdagen.

Spiser snegle mariehøns?

Der var dengang, hvor hun var så heldig at opdage en mariehøne på fortovet. Denne mariehøne kom med hele vejen i Brugsen på en pind. Hun tabte den et par gange, men fik den sat på igen. Da vi kom hjem satte vi den i busken, så Evigglad kunne finde en snegleven. Efter vi havde sat den, fandt vi faktisk to snegle, og så var vi ovre og finde hende i busken igen og sætte hende ned til sneglene. Jeg håber virkelig ikke, at snegle spiser mariehøns!

Paradis for måger

Så var der også dengang, hvor vi brugte en halv time på at stå og se på nogle rigtig heldige måger. Der havde nemlig være skraldemandsstrejke, og der var skrald ud over Brugsens parkeringsplads. Sweet seagul paradise! Her kiggede lille Albert på halvandet også med og pegede løs på de grådige måger, der hakkede rundt i alt skraldet.

Et vue fra oven

Jeg elsker bare, at Agnes giver mig tid til at gå og kigge efter snegle og opdage helt nye ting. Der var også dengang, hvor vi gik helt op på øverste etage i vores ejendom (vi bor i stuen). Der havde jeg da aldrig været før. Hvis jeg havde, så havde det sikkert bare været for at banke på og spørge om et eller andet. Jeg havde i hvert fald aldrig kigget ud af vinduet deroppe og set vores gade helt oppefra på denne måde. Jeg kom tilbage til min mand i lejligheden helt høj og sagde: "Vi har været oppe på øverste etage!"

Balancegang i junglen

Jeg elsker (for det meste - for nogle gange har vi voksne jo altså bare nogle ting, vi skal nå) når hun spørger, om vi ikke lige skal gå en ekstra gang rundt om blokken. For hun kan godt lide at gå balancegang rundt på kanten af højbedene, der er hele vejen rundt om blokken. Nogle steder skal hun forbi en ret vild bevoksning og så er vi jo nærmest i junglen!

Endnu en snegl i verden

Jeg hader at have travlt, og det er ikke så underligt, at jeg og min aller bedste veninde blev kaldt sneglene i børnehaven. Jeg har sat endnu en snegl i verden, og hun sender mig på dejligste vis tilbage til min egen snegletid!

Annonce