Blogindlæg

En søndag på Nationalmuseet

Familien var et smut tilbage i tiden, da vi i søndags tog på Nationalmuseets børnemuseum. Skøn oplevelse for alle i familien.

annonce: 

Hvad skal man lave en på en kold og lidt blæsende søndag i februar? Her hos familien Bækgaard Hvid havde vi hørt godt om Nationalmuseets børnemuseum. Vi smurte madpakker og tog afsted for at få en kulturel oplevelse sammen alle fire, min mand og jeg og vores børn på Albert på 2 og og Agnes på 4 år. Og det bliver bestemt ikke sidste gang, vi tager derind.

Indlevelse og rolleleg

Nationalmuseets børnemuseum er en lille del af det kollosale museum fyldt med alt fra mumier til antikke våben. Børnemuseums-delen er ikke kæmpestor, men man kan sagtens få flere timer til at gå derinde. Der er nemlig i den grad lagt op til indlevelse og rolleleg, der samtidig får børnene til at stille spørgsmål om vores historie.

1900-tals skolestue

Det første der fanger Agnes’ opmærksomhed er den lille skolestue, der er helt som i starten af 1900-tallet. Her er pulte og små tavler med kridt. Agnes tager straks rollen som lærer, og vi skal skrive Agnes på de små tavler. Hun glæder sig også helt vildt til at starte i skole om et års tid.

Alkover til sømændene

Far og Albert er imens ude på en farlig søfærd. Bølgerne går højt på det store skib, og man skal kravle op af en meget lang stige for at komme helt op på det store skib. Her er der indrettet de sødeste små alkover med madrasser og puder, som sømændene kan sove i. Både Agnes og Albert fik lang tid til at gå med at kravle ind og ud af dem.

Indisk butik

Herefter kommer vi til den fineste lille indiske butik. Her er en meget autentisk vægt af jern og sandsække til at veje af, så man kan købe løg og naan-brød i de rette mængder. Små pakker med indiske retter og hårfarve kan man også købe. Smart nok har de bare brugt tom emballage og klistret klar posttape omkring. En idé jeg helt sikkert vil bruge. Gem te-æsker, chokolade og meget andet, som børnene kan have sjov ud af at lave købmand med.

Askepot i middelalderen

Vi træder nu fra Indien og ind i middelalderen. Man kan sidde på en meget høj hest og kravle op i et højt tårn. Agnes fik allermest tid til at at gå med at være Askepot. I et lille mørkt rum er nemlig et køkken med bålsted og ovn, og Agnes kravler rundt i “asken” og laver mad. Rummet er fyldt med så mange forskellige typer legemad, der er lavet af plastik, men ser meget realistisk ud. Æbler, æg, ost, pølser, skinker, brød og meget andet står i forskellige kurve klar til at blive tilberedt og fortæret.

Madpakke i frokostrummet

Efter halvanden time på børnemuseet går vi ud i frokostrummet og spiser madpakke. Dejligt at man ikke er tvunget til at købe noget i restauranten. Agnes vil gerne se voksen-museet, så da vi er færdige med at spise, går vi ovenpå og kigger på smykker fra middelalderen, hvor der endda er drager på nogle af dem.

Dukkehuse deluxe

Vi finder også den antikke legetøjssamling, hvor vi får lang tid til at gå med at kigge på dukkehuse. Her er moren vist lige så fascineret som sin 4-årige datter. Hold da op, hvor er de gennemført lavet. Man går først igennem, hvor man ser de flotte facader og så kan man gå rundt bagom og blive inviteret indenfor i de små almuestuer og fornemme hjem. Sikke mange små detaljer der er med!

Har du ikke været på Nationalmuseets børnemuseum, så kom straks afsted. Det er sjovt for børn (og voksne) i alle aldre.

Læs mere om Nationalmuseets børnemuseum og åbningstider her

 

Annonce