Blogindlæg

Dukkehus del 1 - Børneværelse

dukkehus af genbrug
Lyst til at lave jeres eget dukkehus. Så kan i få inspiration her.

annonce: 

Jeg kastede mig sidste jul over at lave et dukkehus til min datter. Og det tager selvfølgelig tid, meget tid. Men det er nu hyggeligt at sidde og nusse med om aftenen. Er nu nået så langt at jeg vil vise jer det færdige resultat.
Vi tager et værelse af gangen, og starter med børneværelset. Senere vil der komme indlæg med nærmere forklaring på hvordan møblerne er bygget.

Fordelen med et hjemmebygget dukkehus, er at det ikke gør det store hvis møblerne går i stykker, man giver dem bare en klat lim, lidt maling eller nyt papir.

Selve værelset er bygget af en kasse fra posthuset. Jeg købte kasser, da jeg ville have alle rum i samme størrelse, men man kan sagtens bruge f.eks skotøjsæsker.
Gulvet er en side fra en tapetbog, prøv at tjekke jeres lokale farvehandler om de har nogen de skal af med. Og tapetet er en rest savsmuldstapet fra vores egen lejlighed, en rulle med 10 meter koster 80DKK, og der er rigeligt til MANGE dukkehuse.

Her er senge afdelingen. Sengen er lavet af bunden af en telefon æske, har skåret lidt af siden af, lavet en madras af opvaskesvampe og limet den fast i bunden, med lidt stof rundt om. Sengen er blevet malet, og fået limet lidt papir rundt i kanten i bunden. Det fine træpapir er købt engang i Aldi.
Sengetøj er bare helt almindeligt bomuldslærred.
Det lille sengebord er en lille tændstikæske der er skåret midt over, og limet sammen. Jeg har klistret lidt sølvtape rundt om den og lidt træpapir på forsiden, samt to små Træperler.
Legetøjet er lavet af silk clay og billederne er bare printet ud.

Lænestolen er noget af det jeg er mest stolt af, synes simpelthen den er blevet så fin. Det er igen en halv telefonæske der er klippet til. Så har jeg limet papir rundt om den, dette papir er købt i Søstrene Grene. Hynden er lidt bomuldsstof med skum i. Men man kan sagtens bruge f.ekst filtrester. Benene er fire maxi Rørperler, der bare er limet på.
Det lille hus på kommoden er, ligesom resten af legetøjet, lavet af silk clay. silk clay er utroligt nemt at arbejde med, og så er det rigtig holdbart når det er gennemtørt.
Kommoden er halvanden af de store tændstikæsker. Ligesom natbordet er de klippet midt over og limet sammen. Her har jeg bruget lidt malertape rundt om, for at forstærke den lidt. Herefter er den malet hvid, og der er limet små Træperler på som håndtag og nogen rest perler fra et gammelt armbånd, er limet på som ben.

Så kommer vi til den sidste del af værelset.
Tøjskabet er en trææske fra jul, hvor der var dadler eller figner i. Den er blevet slebet og malet brun. Dørene er bare helt almindeligt karton der er limet indeni kassen, og så fået endnu to små Træperler som håndtag.
Den lille skammel er en halv champagneprop. Igen med en lille klat maling og så er der en fin stol.
Bordet er 2 små tændstikæsker, kun den inderste hvide del, skåret på den lange led og limet sammen. Samt et stykke papkasse som bordplade. Da det hele var limet sammen, fik det også en gang maling, så det matchede resten af værelset i farven.

De små bøger er bare papir med lidt washi tape omkring.

I næste weekend tænker jeg vi kaster os over badeværelset! Det er rigtig overdådigt med både bruser og badekar.